Ung med de ældre

Den stod på ølsmagning på Carlsberg om formiddagen og det store kolde bord og dans om aftenen – er du nysgerrig?

Det er årets ældreskovtur i Bastiansminde, der er tale om.

Traditionen tro er det bestyrelsen, som står for arrangementet. Det er også en tradition, at formiddagsarrangementet er en hemmelighed, så der kom rigtig mange udspekulerede spørgsmål fra beboerne om, hvad der skulle ske, men det var kun en ud af 5 taxachauffører, som kom til at røbe hemmeligheden undervejs.

Kl. 10.15 i lørdags tog vi af sted, og turen gik til Carlsberg. På Carlsberg var vi til ølsmagning nede i en gammel brygkælder, hvor vi lærte bl.a. at ”ryste” vores glas med øl og derefter snuse til øllen, se dens farve og til slut smage. Vi smagte på 5 forskellige øl, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at støjniveauet steg undervejs, og vores søde Beer Ekspert gjorde, hvad hun kunne for at fortælle os om Carlsberg og de forskellige øl.

Efter oplæg og ølsmagning spiste vi frokost – moderne hotdogs – i Bryggergården og heldigvis var vejret fortsat med os. I pauserne benyttede flere muligheden for at besøge stalden, hvor de megastore flotte bryggerheste blev klappet og beundret.

Trods en noget stejl trappe ned i kælderen til ølsmagning og mange brosten i området kom alle helskinnede igennem dagen – dejligt at se den opmærksomhed og hjælpsomhed, som der er i gruppen.

Efter hjemkomst med bus gik vi hvert til sit og havde siesta nogle timer.

Kl. 17.30 blev dørene i fælleshuset igen åbnet. Denne gang for aftenens arrangement – først stort koldt bord med øl og snaps, og derefter dansede vi til livemusik til omkring midnatstid.

Tak for en rigtig dejlig dag og aften, og vi håber på, at alle havde en god oplevelse og kom godt hjem.

Så er du eller din partner fyldt 60 år, når vi igen til næste år holder ældreskovtur, og er I blevet nysgerrige på arrangementet, så håber vi, vi ses til næste år.

På bestyrelsens vegne,

Betina og Sanne

Scroll to Top